Fire millioner mennesker – det lyder ikke af meget for et land, der har stået i to VM-semifinaler på bare fire år. Alligevel er det virkeligheden i Kroatien anno 2026, og befolkningstallet er nøglen til at forstå både landets stolthed og dets sårbarheder – fra talentmassen i Dinamo Zagrebs ungdomsakademi til de tomme klasselokaler i Slavonien.
På Kroatisk Fodbold følger vi normalt bolden, men i dag zoomer vi ind på dem, der sparker til den. Hvor mange er de egentlig? Hvor bor de? Og hvorfor betyder det noget, når Luka Modrić lægger støvlerne på hylden, eller når din yndlingsklub fra kysten pludselig kæmper for overlevelse?
I denne artikel får du:
- Det nyeste “per 2026”-tal for Kroatiens befolkning – og forklaringen på, hvorfor kurven peger ned ad, selvom indvandringen er blevet positiv.
- En rejse gennem krig, masseflugt og EU-udvandring, som har kostet næsten en million kroater siden 1991.
- Et nærbillede af etnisk mangfoldighed og lokale spændinger, fra kyrilliske skilte i Vukovar til italienske gadeskilte i Istrien.
- Et kort over vindere og tabere i den indre kroatiske by-kamp: Zagreb vokser, indlandet tømmes.
- Og selvfølgelig: Hvad betyder det hele for fodbolden? Talentpøl, ligaøkonomi, diaspora og fan-kultur.
Lyder det nørdet? Måske – men tallene fortæller historien om, hvordan et lille land igen og igen kan trylle på grønsværen, mens det kæmper med at holde liv i landsbyerne. Læn dig tilbage, så tager vi turen fra folketællinger til fodboldfeber og giver dig det fulde overblik.
Det korte svar: Hvor mange bor i Kroatien lige nu?
Det korte svar: Kroatien har i dag omkring 3,85-3,90 millioner indbyggere.
Det senest helt verificerede tal stammer fra folketællingen i 2021, hvor den officielle befolkning blev opgjort til 3.888.529 (kilde: DZS, Census 2021).
Siden folketællingen trækker to modsatrettede kræfter i hver sin retning:
- Negativ naturlig tilvækst – der fødes stadig færre børn end der dør borgere, hvilket trækker totalen ned.
- Svagt positiv nettoindvandring – flere kroater vender hjem, og der kommer arbejdskraft fra udlandet, især efter euro-indførelsen og Schengen-medlemskabet, hvilket løfter totalen en smule.
Nettoeffekten har indtil videre været en langsom nedgang eller stagnering, så den officielle 1. januar-bestand ligger i 2026-skridtet fortsat lige under fire millioner. Når du læser artiklen, anbefaler vi at slå det helt aktuelle tal op her:
- DZS › Population, 1 January (opdateres årligt)
- Eurostat – Population on 1 January (tps00001)
Bemærk, at de tre artikler vi bruger til at forklare historiske og regionale forhold ikke rummer et opdateret totaltal – de bidrager i stedet med baggrund om krigenes befolkningsskift, minoritetsrettigheder og urbanisering.
Fra 1991 til i dag: Krig, migration og et demografisk fald
Da Kroatien løsrev sig fra Jugoslavien i 1991, boede der ifølge folketællingen ca. 4,78 mio. mennesker inden for landets nuværende grænser. Tre årtier senere hedder tallet 3,89 mio. (census 2021). Det svarer til et samlet tab på omtrent 900.000 indbyggere – mere end hver femte borger – og gør Kroatien til et af de hurtigst skrumpende lande i EU.
Krigsårene og det etniske jordskred (1991-2001)
- I 1991 udgjorde kroater 80 % og serbere ca. 12 % af befolkningen (Lex.dk).
- Under Operation Oluja (”Storm”) i august 1995 flygtede eller blev fordrevet omkring 250.000 kroatiske serbere.
- Ved folketællingen 2001 var andelen af serbere faldet til 4,5 %. Det er den største etniske forskydning i moderne kroatisk historie.
- Tilbagevenden:
- UNHCR bistod fra 1996 retur for 18.000 flygtninge fra Serbien & Montenegro og 7.500 fra Bosnien-Hercegovina.
- Den kroatiske regering vurderede, at yderligere ca. 107.000 vendte hjem på egen hånd.
- Samtidig opholdt der sig omkring 180.000 bosniske flygtninge i Kroatien (primært bosniske kroater) i 1996.
Folketællingerne som milepæle
1991: 4,78 mio.
2001: 4,44 mio. (-340.000)
2011: 4,28 mio. (-160.000)
2021: 3,89 mio. (-390.000)
Sum 1991-2021: ‑0,89 mio.
Efterkrigstiden og 2010’ernes ”stille eksodus”
Mens krigen forklarer meget af 1990’ernes dyk, drives det fortsatte fald af tre sammenvævede faktorer:
- Lav fertilitet: Færre end 1,6 fødsler pr. kvinde siden midt-00’erne.
- Aldrende befolkning: Hver femte kroat er nu 65+ år.
- EU-mobilitet: Siden EU-indtræden i 2013 har titusinder taget job i Tyskland, Østrig og Irland. Ifølge DZS mistede Kroatien netto over 150.000 personer 2013-19 alene.
Et gryende vendepunkt?
Fra 2020 har billedet fået en ny nuance:
- Svagt positiv nettoindvandring – dels hjemvendte kroater, dels udenlandske arbejdstagere (især fra Balkan og Asien) til turisme og byggeri.
- Indførelsen af euroen (2023) og Schengen-medlemskab (2023) har gjort Kroatien mere attraktiv for arbejdskraft.
Denne indvandring dæmper den samlede nedgang, men opvejer ikke den fortsat negative naturlige befolkningstilvækst (flere dør end bliver født).
NB: Lex.dk-artiklen, som dækker perioden op til begyndelsen af 00’erne, er stadig uundværlig, når man skal forstå det dramatiske etniske og demografiske skifte efter 1995. For seneste kvartals- og årstal henvises til Statistisk Bureau (DZS) og Eurostat.
Hvem bor i Kroatien? Etnicitet, sprog og minoritetsrettigheder – Vukovar som case
Etnisk sammensætning i tal – overblik fra folketællingerne
Selv om befolkningstallet samlet er faldet kraftigt siden 1990’erne, er billedet af, hvem der bor i Kroatien, relativt stabilt:
- Kroater udgør et klart flertal – godt 90 % ved den seneste tælling.
- Serbere er fortsat den største minoritet, men andelen er faldet fra ca. 12 % før krigene til godt 4 % i 2021 (Lex.dk).
- Mindre grupper tæller bl.a. muslimer/bosniakker (~43.000), slovenere (~22.000), italienere (~21.000) samt et mikroskopisk istrorumænsk sprogsamfund (~1.000).
Serbernes markante relative tilbagegang skyldes især de dramatiske forskydninger i 1990’erne, hvor omkr. 250.000 kroatiske serbere forlod landet i forbindelse med Operation Oluja i 1995. En del er siden vendt tilbage, men ikke nok til at ændre det nye demografiske forhold.
Sprog = rettigheder: Hvorfor tællingerne har politisk vægt
Kroatiens forfatning giver nationale mindretal ret til lokalt at få anerkendt eget sprog og skrift, når de udgør mindst 33 % af kommunens befolkning. Det gør folketællingernes decimaltal eksplosivt politiske.
- For flertallet af kroater er kroatisk (latinsk skrift) et kernepunkt for statens identitet, særligt efter uafhængigheden.
- For mindretal – først og fremmest serbere – handler tosproget skiltning og undervisning om konkrete dagligdagsrettigheder og kulturel overlevelse.
Case: Vukovar og folkeafstemnings-debatten i 2013
Kristeligt Dagblad beskrev i 2013 et sjældent nationalt mobiliseringsforsøg omkring netop denne paragraf:
- Over 650.000 underskrifter blev indsamlet for at hæve grænsen for tosprogethed fra 33 % til 50 %.
- I Vukovar – hvor serbere ifølge tællingen udgjorde ca. 35 % – skulle der efter gældende lov opsættes skilte på både kroatisk (latinsk alfabet) og serbisk (kyrillisk).
- Veteranorganisationer fra uafhængighedskrigen iværksatte protester og ødelagde gentagne gange de kyrilliske skilte.
- Serbiske politikere protesterede diplomatisk, mens den kroatiske regering pegede på EU-forpligtelser om beskyttelse af mindretal.
Konflikten sluttede uden folkeafstemning, men eksemplet viser, hvordan et tilsyneladende teknisk ciffer fra folketællingen kan udløse symbolpolitisk stormvejr.
Et mere nuanceret landkort
Det er dog ikke alle egne, der oplever samme spændinger:
- I Istrien ser man udbredt to- og endda tresproget skiltning (kroatisk, italiensk, istrorumænsk) som en naturlig del af den regionale identitet og turisme.
- I Knin-området findes fortsat kyrilliske skilte uden massive protester, delvist fordi den serbiske andel her er lavere end i Vukovar – og fordi byen ikke symboliserer de samme krigsar.
Pointen er, at lokalhistorie, krigserfaringer og økonomi farver, om sprogspørgsmål bliver konflikt eller kulturmangfoldighed.
Hvorfor betyder det noget for fodbolden?
- Fanscener: Derbies mellem klubber fra byer med forskellig etnisk profil kan få ekstra tænding. Kendskab til lokale følsomheder hjælper os med at forstå bannere, chants og sikkerhedsopbud.
- Klubledelse: Mindretalsrettigheder kan påvirke skiltesprog på stadion, kommunale tilskud og sammensætning af ungdomsafdelinger.
- Talentudvikling: I områder med tosproget skolegang konkurrerer kroatiske klubakademier med serbiske eller italienske kulturtilbud – en faktor i rekrutteringen.
Bundlinjen: Befolkningstal er mere end statistik. De former hverdagens sproglige landskab, politiske diskussioner og dermed også kulissen for alt det, vi dækker på Kroatisk Fodbold – fra lokalderbies til landsholdets identitet.
Hvor bor folk? Zagreb, kysten og udflytning fra indlandet – med Šibenik som eksempel
Kroatiens befolkning er skævt fordelt. Ét byområde – Zagreb – og en langstrakt kystlinje står for størstedelen af vækst og aktivitet, mens det indre fastland oplever fraflytning og aldring.
Zagreb – Landets magnet
Hovedstaden og den omgivende Zagrebačka županija rummer godt 1,1 mio. indbyggere – altså næsten hver tredje kroat. Her ligger regering, universiteter, finanssektor og ikke mindst fodboldkolossen Dinamo Zagreb. Byens kritiske masse giver:
- Et bredt talent- og tilskuermarked
- Større sponsor- og medieindtægter end resten af ligaen tilsammen
- En fortsat tiltrækning af unge fra hele landet, hvilket dræner mindre byer
Kysten – Dalmatien, istrien og kvarner
Langs Adriaterhavet ligger middelstore byer som Split, Rijeka, Zadar, Pula og ikke mindst Šibenik. Kysten har:
- Turisme, havne og services som økonomisk motor
- Stadigt stigende antal sæson- og udlændingejob, der trækker folk mod vandet
- Klubber med loyale lokale fanbaser (Hajduk Split, HNK Rijeka, NK Istra 1961) og spirende akademier
Indlandet – Især slavonien
Slavonien (med byer som Osijek, Vinkovci og Vukovar) har gennem to årtier tabt befolkning til både udlandet og kysten. Konsekvenserne ses tydeligt i fodbolden:
- Flere klubfusioner og periodiske konkurser
- Mindre tilskuergrundlag og sponsorinteresse
- Tidlig spilletid til unge – fordi erfarne spillere søger mod rigere klubber
Šibenik – Et kystcase i miniformat
Ifølge Wikipedia kan Šibenik spores tilbage til 1066 som fæstning på en klippetop. Gennem venetiansk, østrigsk og fransk styre voksede byen støt, fik tidlig vandforsyning (1879), hospital (1883) og et hydroelektrisk værk på Krka (1895). Omkring 1900 boede ca. 10.000 mennesker her. Efter 2. verdenskrig blomstrede industri og havn, og i de seneste årtier har Krka-nationalparkens vandfald samt kystturismen sikret nye arbejdspladser.
I dag tegner Šibenik mønstret for mange kystbyer:
- Turismen udligner tabet af unge til Zagreb og udlandet
- Servicesektoren giver helårsjob, der holder byskoler og ungdomsafdelinger åbne
- NK Šibenik pendler sportsligt mellem 1. og 2. division – men overlever, fordi lokaløkonomien stadig er mere robust end i indlandskommuner på samme størrelse
Urbaniseringens sportslige bivirkning
Urbanisering betyder, at:
- Talentakademier, sponsorater og medier koncentreres i Zagreb og de største kystbyer
- Mindrebys- og landsbyklubber i indlandet må fusionere eller leve af lånespillere
- Fanscenen bliver mere polariset – store, velorganiserede fangrupper i byerne, små men passionerede fællesskaber på landet
For os, der dækker kroatisk fodbold, er ”hvor folk bor” derfor ikke kun et demografisk spørgsmål, men en nøgle til at forstå ligaøkonomien, akademikæderne og den kulturelle dynamik mellem kyst, hovedstad og indland.
Hvad betyder tallene for fodbold i Kroatien? Talentmasse, ligaøkonomi og diasporaens rolle
Kroatien råder i dag over knap 3,9 mio. indbyggere. Det er mindre end mange af de lande, man konkurrerer med internationalt, men to klassiske styrker opvejer den smalle talentpøl:
- Akademiernes kvalitet – især Dinamo Zagrebs og Hajduk Splits har skabt en pipeline af A-landsholdsspillere og millioneksporter (f.eks. Gvardiol, Brozović, Kovačić).
- Tidlig spilletid – unge får relativt hurtigt minutter i HNL, hvilket accelererer udviklingen.
På længere sigt presser lav fertilitet og aldring dog bredden, særligt i indlandsegnene. Der kommer simpelthen færre U-10-spillere ind i klubbernes skoler i Vukovar, Slavonski Brod og knap så turisttunge kommuner. Det er det demografiske efterslæb, landsholdet vil mærke først i 2030’erne, hvis ikke tilgangen af indvandrere og hjemvendte kroater holder kadencen.
2. Geografi, klubkortet og šibenik-casen
Urbanisering trækker både mennesker og kapital mod Zagreb-regionen og Adriaterhavskysten. Konsekvensen:
- Største stadioner, sponsorkroner og tv-indtægter koncentreres om GNK Dinamo, Hajduk Split og HNK Rijeka.
- Indlandsklubber som NK Osijek, NK Varaždin og NK Rudeš skal ofte sælge tidligere og billigere for at balancere budgettet.
Et godt mellemled er Šibenik: Byen har blot 42.000 indbyggere, men takket være turisme, havn og et historisk lokalt erhvervsliv har klubben HNK Šibenik flere gange spillet sig op, solgt profiler og derefter faldet ned igen, når økonomien dykkede. Den bølgegang illustrerer hele kystøkonomiens cyklus.
3. Minoriteter, identitet og fans
Befolkningsstatistik er ikke kun tal; den rammer direkte ind i tribunekulturen:
- I Vukovar udgør serbere godt en tredjedel. Da byen i 2013 ifølge loven skulle opsætte kyrilliske skilte, udløste det veteranprotester og hærværk – en strid, der stadig influerer det lokale fodboldmiljø.
- På Istrien-halvøen er kroatisk-italiensk skiltning normen, og stemningen omkring NK Istra 1961 er mere kosmopolitisk.
HNS og klubberne balancerer mellem national lovgivning, UEFA-regler og lokale følelser – et kontinuert lavspændingsfelt som alle kroatiske fodboldreportere må navigere i.
4. Diasporaen – Den skjulte spillertrup
Anslået tre til fire millioner mennesker med kroatiske rødder bor uden for landets grænser. De bidrager med:
- Spillere med dobbelt statsborgerskab (Perišić, Kovačić, Pongračić m.fl.)
- Kapital – ejerskab i klubber, sponsorater og crowdfunding-kampagner
- Global fanbase – fylder sektionerne ved slutrunder og genererer merchandisesalg
Diasporaen er dermed en demografisk ventil, der kan kompensere for en skrumpende hjemlig talentmasse.
5. Ligaøkonomi og tilskuertal
Et hjemligt marked på under fire mio. betyder:
- Begrænsede tv-indtægter: Ligaen deler årligt under 10 mio. € ud, mod 50-250 mio. € i de større europæiske ligaer.
- Lave matchday-indtægter: Kun Dinamo og Hajduk kan snitte 10-15.000 tilskuere; flere klubber ligger under 3.000.
- Transferafhængighed: Salg ud af landet udgør over halvdelen af omsætningen i flere klubbudgetter.
Landsholdets VM-succeser hæver dog brandværdien, tiltrækker bettere tv-aftaler og forlænger den økonomiske elastik.
6. Horisonten mod 2030
Scenariet “let positiv nettoindvandring” – som vi har set siden 2021 – kan holde den aktive befolkning tæt på fire mio. og sikre nogenlunde stabil tilgang til ungdomsrækkerne. Bevares, den negative naturlige tilvækst forsvinder ikke, men så længe økonomien lokker udlændinge og hjemvendte kroater til, er billedet mindre dystert end for fem år siden.
For klubberne betyder det:
- Mere multikulturelle trupper (bl.a. fremadrettet asiatisk og ukrainsk arbejdskraft i servicesektoren, hvis deres børn bliver fodboldspillere).
- Mulige flere sponsorer fra virksomheder, der følger med investorerne ind.
- Fortsat behov for bedre scouting og coaching i affolkede regioner for ikke at miste talenterne helt.
Redaktionel note: Opdatér altid befolkningstal (DZS – dzs.gov.hr) og antallet af registrerede spillere (HNS’ årsrapport) inden publicering. Lex.dk-artiklen om Kroatiens befolkning dokumenterer 1990’ernes skift, mens Kristeligt Dagblad (2013) giver kontekst til sproglige og etniske spændinger, som fortsat kan påvirke fanmiljøer og lokale klubforhold.
