Hvad er en tifo? Når fans forvandler tribunen til et kæmpe kunstværk

Lysene slukker, spillere og dommer står klar – og pludselig eksploderer hele tribunen i farver. Kartonblade løftes i perfekt synchronicitet, et gigantisk banner glider hen over hovederne, og røgen fra blå bengalske blus danner en dramatisk ramme om det hele. Er det kunst? Er det kampens tolvte mand? Det er begge dele – det er en tifo.

Fra Torcida Splits maritime mosaikker på Poljud til Brøndbys gule bølger af flag på Sydsiden har fankulturen gang på gang bevist, at fodbold­stadionet kan forvandles til et levende galleri. Tifoen er blevet det ultimative statement: et øjebliks­billede af passion, kreativitet og tilhørsforhold, der kan få spillerne til at løbe hurtigere – og rivalerne til at skælve.

I denne artikel dykker vi ned i hvordan disse spektakulære koreografier bliver til, hvorfor de betyder så meget for fans og klubber, og hvilke kroatiske grupper der har gjort tifoen til deres helt egen kunstform. Tag plads på tribunen, og lad os løfte sløret for fodboldens mest farverige ritual.

Hvad er en tifo? Definition, oprindelse og hvorfor vi ser dem i fodbold

En tifo er kort fortalt tribune­kunst i XXL-format. Det er en koordineret koreografi, hvor hundreder – ofte tusinder – af fans løfter karton, flag, bannere eller hele megastykker stof på det samme, præcise tidspunkt, så hele endetribunen forvandler sig til ét sammenhængende motiv. Formålet er altid det samme: at vise loyalitet, stolthed og tilhørsforhold til klubben eller landsholdet og samtidig give spillerne et visuelt adrenalin­boost før kampstart.

Ordet tifo stammer fra italiensk. Det er afledt af tifosi (flertal af tifoso), som blot betyder “passionerede supportere”. Fra de italienske kurver bredte begrebet sig i 1980’erne og 90’erne til resten af Europa, og i dag er tifo et globalt fodboldsprog, forstået af alle, fra Buenos Aires til Baník Ostrava.

Tifoer dukker som regel op, når noget står på spil:

• Derbies: lokalopgør, hvor æren er lige så vigtig som pointene.
• Titel- og europæiske kampe: når stadion er fyldt til bristepunktet, og hele verden kigger med.
• Jubilæer og mindedage: klubstiftelser, historiske sejre eller hyldest til en afdød legende.

Det praktiske benarbejde ligger næsten altid hos en ultras-gruppe eller den organiserede fanklub. De står for idé, design, fundraising og logistik – ofte på frivillig basis og med hundredvis af arbejdstimer i kældre og gymnastiksale. I nogle tilfælde får gruppen økonomisk hjælp eller materiel støtte fra selve klubben (eller sponsorer), men andre gange insisterer fansene på fuld uafhængighed for at bevare autenticiteten.

Uanset hvem der betaler malingen, er slutresultatet det samme: i det øjeblik spillerne træder ind, eksploderer tribunen i farver, røg eller 3D-effekter, og stadion får et midlertidigt, men mindeværdigt ansigtsløft. Flere detaljer om definition, etymologi og den organisatoriske side kan læses på Wikipedia: Tifo.

Sådan bliver en tifo til: fra idé til første fløjt

En vellykket tifo er sjældent et spontant øjeblik – den er resultatet af uge- eller månedsvis af forberedelse, typisk ledet af en ultras-gruppe eller den officielle fanklub. Ifølge Wikipedia opstår de især før særligt vigtige kampe, hvor hele tribunen skal vibrere af fælles stolthed. Sådan sker det, trin for trin:

1. Idé og formål – det første frø
   Hvad vil vi sige, og til hvem?
   • Fejring af klubjubilæum (f.eks. “60 år i gul og blå”).
   • Hyldest til en legende (afskedskamp for en kaptajn).
   • Lokal identitet (byvåben eller vartegn).
   • Markering af en historisk dato (europæisk finalesejr, oprykningsdag osv.).
2. Design og plan – fra skitse til millimeter
   Grafikere laver digitale mock-ups eller håndtegnede skitser.
   • Farvevalg: klubfarver + kontrast.
   • Materialer:
     • Karton/folie til sædemosaikker.
     • Stofruller til megabannere (overheads).
     • Maling, sprøjtepistoler, pensler.
     • Flag, stænger, reb, wire til 3D-elementer.
3. Logistik – excel-arkets ædle kunst
   
   • Detaljerede sædeplaner og farvekoder printes.
   • Karton og poser pakkes i sektioner og nummereres.
   • Instruktioner tapes på hvert sæde: “Løft ved hymnen”.
   • Capo(er), megafon og trommer koordinerer løft/udrulning.
4. Tilladelser og sikkerhed
   
   • Forhandling med klub/stadion om adgang natten før, ophængspunkter og flugtveje.
   • Kontakt til brandmyndigheder ved store bannere eller pyro.
   • Dokumentation for brandhæmmende materialer kan være påkrævet.
5. Økonomi – kroner, ører og støtte
   
   • Indsamlinger på tribunen, MobilePay-kampagner, auktioner.
   • Salg af fan-merch eller limited t-shirts.
   • Nogle tifoer får direkte eller indirekte klubstøtte (materialer, lagerplads, transport).
6. Produktion – maling, nål og tråd
   
   • Maledage i sportshaller, kældre eller på skolehaller.
   • Frivillige skærer karton, syr stofbaner, tester ophæng.
   • Kvalitetssikring: farvetest, vejrbestandighed, prøverul.
7. Gameday-eksekvering
   
   • Hold møder op til seks timer før kick-off.
   • Materialer lægges ud, wire spændes, flag fordeles.
   • Sektion briefes: hvornår løftes kort? Hvornår trækkes banner?
   • Tidspunkt synkroniseres med spillerindløb, klubhymne og tv-kameraer.
8. Oprydning og evaluering
   
   • Frivillige fjerner karton og bannere få minutter efter tifoen.
   • Genbrug af stof, sortering af karton, affaldsposer til resten.
   • Debrief: Hvad fungerede? Hvor glippede timingen? Hvilke læringspunkter til næste derby?

Når alt spiller, får spillerne et brag af kulisse, tv-kameraerne et ikonisk billede, og fansene følelsen af at have skabt noget større end sig selv. Det er derfor, tifoer bliver kaldt “tribunens kunstværk”.

Typer af tifo: mosaikker, megabannere, 3D-effekter og pyro

Fra sydamerikanske kæmpebannere til minutiøse nordeuropæiske mosaikker – tifo kommer i mange afskygninger. Her er de mest udbredte formater, og hvad der kendetegner dem:

1. Sædemosaikker / card stunts
   Tusindvis af farvede kartonark lægges på hvert sæde og løftes samtidig ved aftalt signal. Når brikkerne falder på plads, træder et kæmpe motiv frem – ofte klubbens logo, årstal eller et skarpt budskab. Fordelen er knivskarp grafik, der spiller perfekt til tv-kameraerne; ulempen er det store forarbejde med pladskort, pakning og rengøring.
2. Overhead- og megabannere
   Et gigantisk stykke stof – typisk håndmalet over flere uger – rulles ud fra øverste række og dækker hele sektionen. Motiverne kan være alt fra portrætter af legender til tegneserieinspirerede fortællinger, og stoffet giver mulighed for flere nuancer end karton. Kræver dog stærke bærere, rigge-reb og i mange tilfælde klub- eller stadiongodkendelse, fordi det dækker nødskilte og kameraer.
3. Rullebannere og dobbelt-løkker
   Lange bannere på skinner eller tov, hvor budskabet kan skiftes midt i kampen: ét motiv under opvarmningen, et andet ved spillerindløb. Bruges både til humoristiske stikpiller og politiske markeringer. Teknikken gør formatet fleksibelt, men mekanikken skal testes omhyggeligt – få ting er mere pinlige end et banner, der sætter sig fast, når stadion­lyset tændes.
4. 3D- og mekaniske elementer
   Hejste figurer, fold-ud-konstruktioner eller store papmaché-objekter giver dybde og bevægelse. Nogle grupper installerer hele “scener” med motorer eller reb-systemer, så spillere løber ud under en roterende trone eller en hajduk-galjon springer frem af bølgerne. Imponerende – men teknisk krævende med strenge krav til brandhæmning og ophæng.
5. Flag- og scarf-koreografi
   Simpelt, men effektfuldt: hundreder af håndstok-flag eller synkroniseret halstørklæde-svingning skaber et levende hav af farver. Formatet er billigt, kan gentages uge efter uge og giver mulighed for at involvere hele stadion, ikke kun ultras-enden.
6. Pyroelementer (hvor lovligt / tilladt)
   Røgbomber, romerlys og bengalske blus forvandler scenen til et inferno af farver og gnister. Pyro løfter dramatikken – men er oftest ulovligt uden særskilt tilladelse. Klubberne kan risikere bøder, og fans kan få karantæner, hvis reglerne brydes. Nogle lande giver dispensationer med professionelle pyro-zoner, brandslukkere og uddannede operatører; andre har nul­tolerance.

Dansk case: Sydsiden kombinerer koreografi og pyro
Den 13. september 2025 markeredes Brøndby IF’s stiftelsesdag på hjemmebane mod FCK. Sydsiden rullede et gul-blåt megabanner ud med årstallet 1964, mens en stribe romerlys badede tribunen i gule flammer. Kombien af præcis koreografi og kontrolleret pyro gav et visuelt brag – og udløste store roser på sociale medier samt en note i kampens live-dækning fra TV 2 Sport (link).

Når format, budskab og timing går op i en højere enhed, bliver tifoen mere end kulisse – den bliver et øjebliks kunstværk, der sætter sig i både hukommelse og highlight-pakker.

Kroatisk perspektiv: Torcida Split, Bad Blue Boys og landets unikke tifo-tradition

Når vi taler om tifoer i kroatisk fodbold, taler vi om en identitetsskabende kunstform, der er uløseligt forbundet med byernes historie og de største fangrupper. De to helt dominerende navne er naturligvis Torcida Split og Bad Blue Boys, men også Armada Rijeka, Kohorta Osijek, Funcuti Šibenik og Demoni Pula sætter farve på stadioner fra Istrien til Slavonien. Kroatiske tifos følger ofte en fast dramaturgi: hyldest til jubilæer, mindet om historiske datoer – eller en ren og skær ”tifo-duel” mellem Hajduk og Dinamo, hvor hver side forsøger at overgå den anden i kreativitet, størrelse og lydtryk.

• Torcida Split (1950) – en af Europas ældste organiserede ultras-grupper. På Poljud Stadion får man regelmæssigt kæmpe sædemosaikker med Dalmatien-temaer: sejlskibe, den ikoniske hvide due eller byens vartegn Marjan-bakken. Kulminationen er ofte en 50-100 meter lang overhead, der rulles fra toprækken helt ned til pitch-side, mens kystbyen badet i pyroteknisk rød og hvid røg danner bagtæppe.
• Bad Blue Boys (1986) – kendt for sine blå-gule megabannere på Maksimir. Gruppen har en særlig forkærlighed for grafisk detaljerede kortmosaikker, der kan skifte motiv fra nationalhelte som Josip Jelačić til slogans som “Dinamo svetinja” (Dinamo er helligdommen). Når Dinamo møder europæiske modstandere, tilføjer BBB ofte 3D-elementer: hævede skjolde eller mekaniske bannere, der roterer med klubbens årstal.
• Armada Rijeka (1987), Kohorta Osijek (1988), Funcuti og Demoni – hver gruppe sætter sit præg med lokale symboler: Rijekas hvide sejl, Osijeks Drava-flod, Šibeniks fæstningsværker og Pulas romerske arena. Fællesnævneren er, at motiverne spejler byens stoltheder og dermed forankrer klubben dybt i lokalhistorien.

Pyro som signatur: Bengalske blus, romerlys og farverøg er næsten obligatoriske ingredienser i kroatiske tifos. Hrvatski nogometni savez (HNS) og de lokale myndigheder udsteder jævnligt bøder, men grupperne opererer med egne sikkerhedsprocedurer: opdelte zoner for pyroholdet, brandtæpper på første bænkrække og klare aftaler om antændingstidspunktet. Risikoen for sanktioner afskrækker sjældent grupperne – blusset er blevet et visuelt “kald” til fællesskab og ikke mindst et magtfuldt signal til modstandere og tv-kameraer.

Det mest spektakulære opstår, når Hajduk-Dinamo-opgøret nærmer sig. Her annonceres ofte et tifo-tema i forvejen – torciderne taler om “morski motiv” (maritimt motiv), mens BBB svarer med “grad heroj” (heltens by, et nik til Zagrebs modstand under urolighederne i 1990’erne). Resultatet er to kolossale væg-til-væg-koreografier, hvis billeder bliver delt i millioner af visninger på sociale medier og gør derbyet til et globalt referencepunkt for fan-kreativitet.

At lave tifo i Kroatien er derfor langt mere end visuel pynt: det er byidentitet, kollektiv hukommelse og et udtryk for den evige kamp om sportslig – og kulturel – dominans langs Adriaterhavet og i hovedstaden. Kombinationen af historiske bannere, håndmalede detaljer og kontrolleret (men sommetider også ulovlig) pyro giver den kroatiske tifo-scene en rå, autentisk karakter, som få andre ligaer kan matche.

Debat og grænser: når tifoer bliver politiske, provokerende eller ulovlige

Tifoer lever ikke i et vakuum. Når lægternes lærred bliver brugt til mere end klubfarver og glade jubilæums­hilsner, opstår der hurtigt et krydsfelt mellem ytringsfrihed, klubimage og myndighedskrav. Grænsen er sjældent entydig – og den flytter sig, alt efter hvem der ser på den.

Eksempel fra danmark: “olsen banden-tifoen” i parken

I dagene op til New Firm-derbyet i august 2022 præsenterede F.C. Københavns Sektion 12 en gennemarbejdet Olsen Banden-koreografi. Midt på det store banner stod en urskive, hvor viserne var stillet til 13:12 – en talkode for A.C.A.B. (“All Cops Are Bastards”).

• Politiet og flere kommentatorer kritiserede tifoen for at være anti-autoritær og unødigt konfliktoptrappende.
• Tifo-teamets talsperson, Ronni Jakobsen, forsvarede det kreative valg i et interview med Tipsbladet: “Vi har issues med etaten, og her kunne vi vise det på en mere subtil måde end andre alternativer.”
• Klubben tog afstand fra ACAB-delen, men roste samtidig fansenes engagement og dialogvilje (Tipsbladet, 10.08.2022).

Sagen illustrerer, hvordan selv en humoristisk reference kan læses helt forskelligt af fans, klubledelse og myndigheder – og at symbolik og talkoder kan være lige så sprængfarlige som romerlys.

De formelle rammer – Hvornår bliver en tifo ulovlig?

1. Pyroteknik uden tilladelse
   • I de fleste lande – også Danmark og Kroatien – er blus og røg på tribunen ulovligt uden en særskilt dispensation.
   • Overtrædelser medfører bøder, tilhold eller i værste fald tomme tribuner/kampafbrydelser.
2. Hadsymboler og diskrimination
   • UEFA, FIFA og nationale forbund uddeler hårde straffe for racistiske, homofobiske eller voldelige budskaber.
   • Gælder både tekst, billedsprog og velkendte koder – fx talrækker eller runer.
3. Politiske eller stødende statement­s
   • Ikke nødvendigvis forbudt, men klubberne vejer PR-hensyn og sponsor­forpligtelser tungt.
   • Myndighederne kan kræve fjernelse, hvis ytringen vurderes som opfordring til vold eller ordensforstyrrelse.

Balancen mellem passion og ansvar

Klubber har brug for fansenes farverige udtryk – tv-kameraerne elsker det, og spillerne næres af atmosfæren – men de har også juridisk og kommercielt ansvar. I praksis ser vi typisk tre værktøjer til at holde balancen:

• Dialogfora – faste møder mellem fan-grupper, sikkerheds­ledere og politi før store kampe.
• Klare retningslinjer – skriftlige rammer for bannere, tekstindhold, flagstørrelser og pyro.
• Fælles sikkerheds­plan – hvem tænder hvad, hvornår, og hvordan håndteres en nødsituation?

Når det lykkes, får vi et kontrolleret kaos, hvor tifoen stadig føles som ren fan-kraft, men uden at overskride de linjer, der kan koste klubben point, bøder eller dårlig presse. Når det mislykkes, bliver tifoen i stedet dagens største talk-show – og ikke nødvendigvis af de grunde, fansene ønskede.

Derfor vil de mest erfarne ultras- og tifo-grupper i både Danmark og Kroatien fortsat arbejde med et mix af kreativ selvcensur, intern disciplin og åben dialog for at kunne udfordre, provokere og begejstre – uden at gå så langt over stregen, at festen lukkes ned, før dommeren overhovedet har fløjtet kampen i gang.

Hvorfor det betyder noget: identitet, fællesskab og den moderne medieeffekt

En tifo er i sin kerne et identitetsprojekt. Når 10-, 30- eller 50.000 mennesker løfter karton eller trækker et megabanner hen over hovederne, fortæller de en fælles historie om hvem vi er. Den fortælling forankrer klubben i lokalmiljøet, binder generationer sammen – fra de ældste sæsonkortholdere til den skoleelev, der lige har fået sin første trøje – og cementerer den usynlige tråd mellem spillere og tribune.

Sportslig effekt: lyden og synet af en 12. mand
Flere trænere og spillere beskriver tifo-øjeblikket som et adrenalinkick, der “rebooter” fokus før kampstart. De ser:

• en farveeksplosion, der gør stadion mindre for modstanderne og større for hjemmeholdet,
• et visuelt statement, der sætter tonen: “I dag er vores dag”.

Fra tre minutters magi til evig levetid online
Selv om en tifo ofte kun er synlig i få minutter, bliver den udødeliggjort af:

1. TV-kameraplanlægning – reveals synkroniseres med spillerindløb og hymne, så det perfekte wide-shot rammer bedste sendetid.
2. Droner og 8K-kameraer – optagelser ovenfra afslører mønstre, som ingen på stadion kunne se fuldt ud.
3. SoMe-postproduktion – ultragrupper, klubber og medier klipper 15-sekunders reels, der kan nå millioner på TikTok, Instagram og X.

Resultatet? En midlertidig kunstinstallation der pludselig er global branding for både klub og by.

Den nye professionelle amatørist
I mange klubber har udviklingen ført til et mere formelt men stadig fanstyret samarbejde:

• Klubben sikrer adgang, lys, lyd og brandgodkendte materialer.
• Fans bevarer idé, design og ejerskab – de bestemmer budskabet.
• Fælles sikkerhedsbriefs med stadionvagter og brandmyndigheder minimerer risikoen uden at polere kulturen væk.

Bottom line: En god tifo er meget mere end farverig pynt. Den er samtidig kulturel arv, psykologisk våben og digital markedsføring – udført af frivillige med spraydåser, kærlighed og et øje mod kameralinsen.